Flemming Windfeld (t.v.) og
Henrik Holmris (t.h.)
HOLMRIS B8 styrker forretningen yderligere med ekstra ledelseskraft
Som led i HOLMRIS B8’s strategiske fokus på at være en salg- og designvirksomhed styrker virksomheden sin drift og kundenære områder yderligere. Den 1. februar tiltræder Flemming Windfeld derfor som CEO, og Henrik Holmris, som har stået i spidsen for virksomheden siden 1995, rykker tættere på kunderne som Creative Director.
De sidste 15 måneders turn-around med et ændret strategisk fokus fra produktion til salg- og designvirksomhed har gjort, at HOLMRIS B8 i dag står styrket i markedet. Men virksomheden ønsker at løfte og forstærke driften samt de interne processer endnu mere og glæder sig derfor over for at kunne byde Flemming Windfeld velkommen på direktørposten.
Henrik Holmris, som har været virksomhedens CEO de sidste 25 år, ønsker at komme tættere på kunderne, produktudviklingen og ikke mindst manifestationen af HOLMRIS B8’s rolle som front runner på den bæredygtige omstilling af møbelbranchen.
Henrik Holmris siger:
”Jeg glæder mig til at rykke tættere på samarbejdet med kunderne og blive en del af vores stærke teams, der hhv. udvikler produkter og koncepter, som imødekommer vores kunders behov og sætter nye højder for bæredygtige løsninger i møbelbranchen. Vi har branchens mest omfattende og relevante udvalg af grønne initiativer og ydelser, som fx begyndende CO2-målinger af møbler, donation af brugte møbler, miljømærkninger og skovplantning, som jeg ser frem til at bidrage endnu mere til.”
Solid erfaring skal styrke driften endnu mere
Den nye CEO, Flemming Windfeld, kommer senest fra en lignende stilling i System Frugt og vil med en stærk varemærkeforståelse samt driftsøkonomisk baggrund medvirke til den videre udvikling af HOLMRIS B8. HOLMRIS B8 har gennemlevet en succesfuld transformation fra produktionsfokus til salg- og designvirksomhed og er nu klar til at tage de næste skridt.
”Jeg ser frem til at blive en del af at sikre HOLMRIS B8’s fremtidige vækst og blive del af en virksomhed med en stærk kultur og nogle spændende produkter. Her i starten vil mit primære fokus være på at få maskinrummet i virksomheden til at køre endnu bedre” siger Flemming Windfeld.
Værdiskabelse i kunderelationer
Der sker ikke kun ændringer i HOLMRIS B8’s organisation og forretningsfokus. Markedet har ændret sig under corona-pandemien, og kunderne efterspørger i højere grad flerfunktionelle arbejdszoner samt bedre hjemmearbejdspladser.
Henrik Holmris siger:
”Vi følger vores kunder og deres behov tæt, så vi kan være deres foretrukne sparringspartner og udbyder af topkvalitetsløsninger af danske og internationale designs. Lige nu er der fokus på hjemmearbejdspladser og på at finde den optimale løsning for såvel arbejdsgiver- som tager, og det er netop i sådanne tætte samarbejder omkring nye produkter og løsninger, jeg mener at kunne skabe størst værdi for HOLMRIS B8.”