Tigermom

Komplementerende kontraster

Opsigtsvækkende detaljer. Pangfarver. Glimmer-bordplader og et unikt terrazzogulv. Det emmer af stemning og personlighed i den asiatiske restaurant, Tigermom, i København, som har skabt internationale opmærksomhed.

Designtrioen ATM Design har i tæt samarbejde med restaurantens ejer skabt et unikt interiørkoncept, som HOLMRIS B8 har realiseret i form af møbler, lamper og skræddersyede løsninger.

Visionen bag indretningen af Tigermom var at skabe et rum fyldt med spændende indtryk igennem kontraster mellem det traditionelle jordnære udtryk og de moderne finurlige detaljer.

”Vi har lagt vægt på de små detaljer, fordi vi tror på, at det er detaljerne, som efterlader et vedvarigt indtryk hos gæsterne.”Alexandra Raben-Levetzau, interiør designer hos ATM Design.

Det kommer for eksempel til udtryk i de bordeauxfarvede metalskærme, som er forsynet med et hjertemønster i stedet for det traditionelle hulmønster. I garderoben sørger plysvelour, messingbøjler og neonlys for en varm og overraskende velkomst.

Gennemgående for restauranten er de komplementerende kontraster. Klassiske lamper og stole er mixet med glimmerborde og pink barfronter. Tigermom er vovet og spændende, og overalt kan gæsterne gå på opdagelse i de mange universer, der tilsammen forbinder restauranten i en finurlig og sammenhængende sanseoplevelse.