”Fleksible klasserum” har i lang tid været et buzz-ord i indretningen af skoler. Vi vil ikke være låst af rummets indretning, og derfor tiltaler fleksibiliteten. Men har du overvejet at gøre eleverne til det fleksible element i indretningen af undervisningsrummet? Få idéer fra Åby Skole, hvor de har gjort netop dette.
Vi har tidligere skrevet om, hvordan du får succes med det mobile klasserum, hvor du skifter bordopstilling efter aktiviteten. Hjul på bordene og lette stabelstole giver fleksibilitet til, at du nemt kan indrette klasserummet på ny og tilpasse det undervisningssituationen.
En anden tilgang til indretning af undervisningslokaler er, at du lader eleverne flytte sig efter aktiviteten i et rum, hvor der er differentieret indretning.
Det gør 7. klasserne på Åby Skole.
I klasserummet har eleverne mulighed for fem forskellige typer af pladser:
- En fordybelsesplads ved vinduet
- En samarbejdsplads ved gruppebordene
- En plads på en skammel ved højbordet
- På gulvet med siddemåtter
- Eller en blød siddeplads i nicherne
Når eleverne har fået stillet deres opgave, kan de selv vælge den type af plads, som passer til den opgave de skal løse. Eleverne bliver dermed det fleksible element i indretningen, da det er dem som flytter sig frem for møblerne.
Fordele ved elever som det fleksible element
Der er en lang række fordele ved denne indretning:
- Du træner eleverne i at vælge passende arbejdsplads til den enkelte opgave
- Du giver eleverne medbestemmelse i undervisningen
- Du undgår følelsen af indretningskaos, da møblerne står fast og har faste pladser
- Du har mange funktioner/arbejdszoner samlet i et lokale og har derfor gode rammer for flere forskellige typer af aktiviteter
Gentænk klasselokalet
Åby Skole har turde gentænke klasselokalet. De er gået væk fra de lige rækker, hesteskoen og firemandsgrupperne. De har fundet den indretning, som understøtter den undervisning, som de tror på.
Det er den vigtigste rettesnor, når vi indretter klasselokaler: hvad skal der ske i rummet og hvordan kan møbler bedst supporterer det.