Et kærligt favntag i buet glas og beton
Diakonissestiftelsen har i mere end 150 år været pionere inden for udviklingen af sygeplejen i Danmark, og i 1997 åbnede de det første hospice i Danmark. Med årene voksede dette hospice ud af sine rammer; der var brug for mere plads. I 2016 kunne man derfor klippe snoren til et helt nyt og større hospice i København.
Smukke omgivelser midt i storbyen
Det nye By Hospice er et byggeri af høj kvalitet med fokus på de små detaljer såvel ude som inde. Et sted, der giver mennesker en fornemmelse af at blive set og favnet på en kærlig og professionel måde. Bygningen er et miks af buede og retlinede elementer, der tilsammen giver kombination af rummelig udsigt og privatliv for beboerne.
I indretningen er der derfor også fokus på lysindfald og store vinduer, hvorfra man kan nyde naturens og årets gang. Samtidig er der skabt private sfærer, hvor hjemlig hygge, ro og nærvær giver rum til den enkelte. Alle værelser er møbleret med moderne møbler i lyse farver, som skaber en rolig og imødekommende stemning.
Nord Architects har tegnet bygningen, mens HOLMRIS B8 har leveret alle møbler.