HOLMRIS B8

Forvandlet kontor med rum til mennesker hos HOLMRIS B8

HOLMRIS B8 arbejder hver dag med at skabe rum til mennesker for virksomhedens kunder, hvor der er plads til både personlighed og forskellighed under samme tag. Den måde at arbejde på har nu også skabt forvandling på virksomhedens eget kontor i Amaliegade i København.

”Over en periode på et par år gik vi fra at sidde omkring 50 ansatte på kontoret til, at der sporadisk kom maksimalt 10 medarbejdere ad gangen. Vores kontor var ikke velfungerende, men fyldt med tomme skriveborde. Derfor stod vi over for en udfordring med at skabe en arbejdsplads, der igen gav medarbejderne lyst til at komme ind på kontoret i stedet for kun at arbejde derhjemme,” fortæller Jesper Nicolaisen, der er Head of Strategic Partnerships hos HOLMRIS B8.

Måtte tænke helt nyt
Hos HOLMRIS B8 blev ledelsen derfor nødt til at vende situationen på hovedet og tænke helt anderledes for at skabe en arbejdsplads fyldt med liv, kollegialt samvær og effektivitet på samme tid. Gennem arbejdet med en række tegnestuer og kunder, der stod over for samme issues, kunne virksomheden se, at fremtiden også for HOLMRIS B8 var en aktivitetsbaseret arbejdsplads.

”Tanken er at indrette en arbejdsplads med en række zoner, hvor medarbejderne kan sætte sig efter behov – fx stillezoner, teamzoner, kaffeøer, mødezoner osv. Vi tror på, at det er der, alle arbejdspladser skal hen – og derfor har vi valgt at walk the talk,” forklarer Jesper Nicolaisen fra HOLMRIS B8 og fortsætter:

”Vi valgte at sløjfe 16 ud af de 50 arbejdspladser. Vi har så fået indrettet et hjerterum i midten af kontoret, hvor man kan slå sig ned og holde uformelle møder, arbejde kortere tid, osv. Derudover er der mødelokaler og zoner, hvor man kan fordybe sig. For at få helt nye øjne på indretningen valgte vi at hyre dygtige arkitekter ind udefra til at skabe den konkrete designløsning.”

Kunstinstallationen Continuum venligst udlånt af Naja Utzon (billede 1+2)

Indretning understøtter arbejdet
Indretningsarkitekt Sarah Müllertz fra virksomheden SarahLou fortæller, hvordan de skabte et konkret koncept til kontoret i Amaliegade.

”Ingen sidder ved deres skrivebord i otte timer mere, så målet var at bruge indretningen til at understøtte den måde, medarbejderne så arbejder på. Hjerterummet i midten er fx kontorets puls med lave bløde møbler, der slanger sig gennem rummet, kombineret med det store community table, der indbyder til en fleksibel arbejdsdag. Det omgivende, gamle København er trukket ind i rummets farver og tekstiler – samtidig med, at rummet kan være et lærred, hvor HOLMRIS B8 løbende kan ændre i møbelsammensætningen som et slags showroom”

Hun forklarer videre:

”I andre områder af kontoret er der behov for fortrolige rum, hvor medarbejderne kan finde fordybelse og ro – her har vi blandt andet indrettet med en rolig, grå farve på væggen, grønne planter og godt med lys – mens andre områder igen er indrettet med åbne arbejdspladser, hvor fx virksomhedens sælgere kan sidde og tale i løbet af dagen. På den måde er der skabt rum for at arbejde på mange forskellige måder i løbet af en arbejdsdag.”

Styrket fællesskabet

Hvordan fungerer den nyindrettede arbejdsplads så i praksis?

”Det er tydeligt, at der kommer markant flere ind på kontoret end før. Og stemningen og kulturen på kontoret er blevet meget bedre. Nu er der kolleger at komme ind til, og det er superafgørende for den gode stemning og lysten til at arbejde fra kontoret,” fortæller Jesper Nicolaisen fra HOLMRIS B8.

Christine Lauth, der er Head of Marketing hos HOLMRIS B8 og medarbejder på kontoret i Amaliegade, er enig.

”Forvandlingen har skabt et helt andet liv og sammenhold i huset, og det har klart styrket fællesskabet. Vi oplever virkelig, at rummene understøtter dagens arbejde – fx kreative møder i de bløde møbler. Vi har fået et sted, hvor vi som medarbejdere kan samles, men vi har også fået et fedt sted, hvor vi kan holde arrangementer og invitere kunder og samarbejdspartnere ind – hvor vores gæster kan opleve noget af vores eget DNA.”