Hos Gram vejer kvalitet og design tungt
Med et nyt fælles kontordomicil samler Gram Equipment 300 medarbejdere på én lokation. Her er skabt rum til, at den enkelte både kan fordybe sig, samarbejde med kolleger og trives i et miljø, hvor kvalitet og anvendelighed har højeste prioritet.
Brugerundersøgelse gav retning
I 2017 flyttede Gram Equipment, der er verdens førende producenter af ismaskiner, ind i et nybygget domicil i Kolding. Inden man lagde sig fast på indretningen og de specifikke møbler, lavede Gram Equipment en undersøgelse blandt medarbejderne omkring brugen af deres arbejdsplads. Denne feedback gav dem et godt udgangspunkt til at foretage konkrete valg i indretningen:
”Via undersøgelsen fandt vi eksempelvis ud af, at der ikke var det store behov for opbevaring af ringbind og trykte materialer, så derfor har vi ikke så mange reoler i den nye indretning. Derudover gjorde vi også bordpladerne på skrivebordene mindre, og selv om disse tiltag blev mødt med en smule skepsis fra medarbejderne, har de taget rigtig godt imod det nye inventar og trives med det,” siger Anne Højgaard Diechmann, Vice President HR i Gram Equipment.
17 forskellige mødelokaler
Domicilet i Kolding har 17 mødelokaler, som alle er indrettet forskelligt for både at imødekomme og opfordre til forskellige typer af mødeafholdelse. Det giver variation både i indretningen, men også i arbejdsmetoder hos medarbejderne hos Gram Equipment.
Mangfoldigt designmiks
Forskellighed, farver, klassisk design og kvalitet har været kodeordene i sammensætningen af indretningen, som Signal Arkitekter har stået for. Fra den flerfarvede Hay mag sofa i loungeområdet over de skulpturelle Gubi lamper, arkitektdesignede stole fra danske og udenlandske designere til de klassiske mødeborde fra HOLMRIS B8. Alt inventar er leveret af HOLMRIS B8.
”Vi valgte HOLMRIS B8, da vi ud fra vores research og dialog fandt ud af, at de ville kunne magte opgaven og udvise stor professionalisme i hele processen. I hele forløbet har vi haft en tæt dialog med vores kontaktperson, som samtidig har været en god sparringspartner i udvælgelsen af de endelige møbler,” siger Anne Højgaard Diechmann.