Nyt vartegn samler byens borgere
Ni etagers champagnefarvet facade med store transparente glaspartier byder borgere og medarbejdere velkommen til det nye rådhus i Høje-Taastrup.
Den iøjnefaldende bygning er tegnet af PLH Arkitekter i samarbejde med ALL og COWI, mens det tidligere mtre, nu en del af C.F. Møller, med Sussi Osmark i spidsen har været rådgivende arkitekter og designet indretningskonceptet. HOLMRIS B8 har leveret møbler til både inde og ude.
Visionen var at skabe et moderne arbejdsmiljø, der samtidig styrker de demokratiske processer og samler byen. Derfor byder de knap 9.000 kvadratmeter blandt andet på lånelokaler og en offentlig tagterrasse med skønne siddepladser og fantastisk udsigt.
Gamle møbler og genbrugt beton
Det nye rådhus er bygget med et gennemgående fokus på klima og miljø. På taget glitrer energigivende solceller, mens fundamentet består af genbrugt beton fra nedrevne boligblokke.
Også indenfor bærer beslutningerne præg af ansvarlighed og respekt for ressourcer. Kommunen har flyttet en del af det oprindelige interiør med over i den nye bygning. Der er også genbrugt designerlamper fra Verner Panton og Louis Poulsen samt en del skriveborde og kontorstole.
Efter indvielsen opdagede kommunens medarbejdere, at de oprindelige kontorstole ødelagde gulvene. Med hjælp fra HOLMRIS B8 blev alle stole hurtigt gennemgået og mærket, så de kunne få nye hjul tilpasset trægulv frem for tæppe.
Modig mintgrøn
Både mødelokaler, kontorer, reception og jobcenter byder på dristige farvevalg. Orangerød, solgul og blågrå polstring møder mintgrønne reoler fra Montana, mens materialer som træ, stof og læder trækker i en mere afdæmpet, skandinavisk retning.
De nye møbler kommer fra adskillige leverandører. Gamle danske klassikere som Arne Jacobsens Syverstol har fået følgeskab af spændende designs fra udlandet samt en række speciallavede borde produceret på HOLMRIS B8’s snedkeri i Silkeborg.