Nykredit

Nyt Nykredit-domicil med fokus på genbrug og upcycling

Nykredit har samlet over 2.000 medarbejdere fra tre lokationer i et nyt, moderne hovedsæde i Nordhavn, København, og i den proces har HOLMRIS B8 håndteret alt omkring møbler – fra flytning, salg, donation samt upcycling af gamle møbler til levering af nye. Og naturligvis hele projektledelsen heraf.

Med en unik placering på havnefronten i Københavns nye bydel Svanemølleholm byder Nykredits nye hovedsæde, tegnet af PLH Arkitekter, medarbejdere og gæster velkomne med masser af lys, sublim akustik og moderne løsninger.

Skræddersyede løsninger til Nykredit

Nykredits ønsker til en fleksibel og aktivitetsbaseret arbejdsplads i et fremtidssikret og socialt ansvarligt hovedsæde er blevet indfriet, og igennem to år har HOLMRIS B8 og Nykredit arbejdet tæt sammen om mange aspekter af hovedsædets indretning.

Med afsæt i NAP – Nykredits Arbejdsplads Koncept – og på baggrund af Nykredits ønske til varierende typologier og designvalg med farvetemaer op igennem huset, har HOLMRIS B8 i samarbejde med VADA Design været ansvarlig for at forene og implementere det nye domicils interiørkoncept, med eksisterende sortiment fra de tidligere lokationer.

Få udvalgte steder i huset er der små perler, der gør øjet nysgerrigt. Der er lagt vægt på at forbipasserende omkring bygningen skal opleve indretningen som interessant og indbydende at beskue udefra.

Interiørgruppen har også designet fleksible og mobile specialprodukter og løsninger, der imødekommer interiørkonceptets krav om stor fleksibilitet i indretningen.

Genbrug og kreativitet i fokus

Et andet nøgleelement i projektet har været at integrere genbrug og upcycling i den kreative proces, hvilket har resulteret i smarte og bæredygtige løsninger. Alt i alt er 31% af møblerne blevet genbrugt fra de tre tidligere adresser.

Vi har f.eks. opgraderet 1.250 af Nykredits eksisterende arbejdsborde med nye bordplader af restmaterialet Really, som er cirkulært produceret af – i dette tilfælde –gamle cowboybukser og andet overskydende tekstil.

HOLMRIS B8 Business Service har demonteret, flyttet, renset, rengjort og monteret på ny bl.a.

  • 80 telefon/mødepods
  • 400 lockers
  • 250 divider reoler
  • 600 møde/kontor/bar og kantinestole
  • 847 bordskærme

Vi har også håndteret over 600 stykker kunst fra de tre tidligere adresser, som på smukkeste vis har fået nyt liv i det nye hus.

Efter flytningen fra de tre tidligere Nykredit-lokationer har HOLMRIS B8 rømmet lokationerne og varetaget salg, donation og miljømæssig forsvarlig bortskaffelse af de tilbageblivende møbler.